De faste deltager i mediepanikkerne

Deltagerne i mediepanikkerne er de voksne, især forældre, lærer og journalister. Det er som nævnt tv og printmedierne, der er faste deltagere. Disse har satset på én bestemt mand som kilde for deres artikler og udsendelser. Denne mand hedder Rudy Frederiksen og bliver ofte citeret som ”ekspert” og ”forsker”. Han er tidligere ’chat-konsulent’ ansat på Amtscenteret for Undervisning i Herning, men er uddannet tv-fotograf og har været ansat som video-lærer. Dvs. at han faktisk mangler faguddannelsen for at kunne udtale sig som en ekspert på området. På trods af det bliver han citeret af journalisterne uden at disse sætter spørgsmålstegn ved hans baggrund. Journalisterne har ukritisk og uden at have efterforsket kildernes rigtighed videregivet historier om Arto som ikke altid har været rigtige.
Man må altså være bevidst om som læser af artikler omkring Arto, at baggrunden af disse for det meste ikke er videnskabelig begrundet. Artiklernes kilde er ofte Rudy Frederiksen, som mangler den faglige uddannelse for at levere en videnskabelig funderet argumentation. Det vil ikke sige, at alt, der er blevet skrevet om Arto er forkert, men noget af det er ikke blevet rigtig efterlyst eller set ud fra en ensidig synsvinkel.

Medierne om Arto

Medierne har i de sidste år udgivet en hel masse om Arto. Det er hovedsagelig artikler i printmedierne men også tv-udsendelser, der beskæftiger sig med Arto og det på en meget kritisk og negativ måde. Der er opstået mediepanik om Arto. Man kan næsten ikke finde positive artikler, men i stedet støder man på overskrifter som ”Danmarks uhyggelige hjemmeside” (Jyllands-Posten, 02-06-05), ”Pædofile chatter med børn” (Jyllands-Posten, 25-08-05) eller ”Elever mobber hinanden på nettet” (Jyllands-Posten, 02-01-06).
Arto beskrives i medierne som et mødested, hvor børn og unge truer og mobber hinanden, hvor der bliver snakket om sex og hvor pædofile har mulighed for at træde i kontakt med børn og unge. Men det er ikke kun på Artos hjemmeside, hvor disse ting kan ske. Også i den fysiske reelle verden truer, slås, mobber og bagtaler børn og unge hinanden, de har mulighed for at tale om sex og er heller ikke sikker for pædofile.
Disse negative erfaringer udgør kun en meget lille del af artofællesskabet. På den anden side er der mange børn og unge, der er meget glade for Arto og som ikke har lavet negative erfaringer på nettet. Medierne har bare valgt at sætte fokus på denne forholdsvis lille negative del af mediet Arto.

Min mening om Arto

Arto er en hjemmeside på nettet, som danner et mødested især for børn og unge. Der er mulighed for at chatte med andre brugere, at fortælle en hel masse om sig selv på sin profil, oploade billeder og kommunikere med andre via postkasser. Desuden giver Arto mulighed for at oprette en blog, træde ind i klubber og spille spil. Det er et mødested, hvor børn og unge træffer deres venner i et virtuelt rum og hvor der er mulighed for at opbygge og opretholde venskaber. Arto udgør en vigtig del i de unges liv, idet de via Arto indgår i sociale fællesskaber og derved træder i kontakt med andre. Det er et sted, hvor børn og unge kan udvikle deres identitet.
Den negative side af Arto er, at profilerne er tilgængelige for enhver. Dvs. at enhver, også en pædofil voksen, har muligheden for at læse oplysningerne, der blev angivet af den unge som navn, alder, interesser osv. samt kigge på billederne, der blev oploadet. Enhver har desuden mulighed for at træde i kontakt med den unge. Positiv er, at minimumsalderen er 12 år og at minimumsalderen for samtaler omkring sex er 15 år. Desuden bliver de oploadede billeder kontrolleret af en Artomedarbejder, inden de offentliggøres.
Det er derfor vigtigt, at de unge ikke overlades Arto på egen fod. De har brug for oplysninger omkring misbrug og vejledning til at oprette en profil af en voksen. Men med denne støtte er Arto et godt og vigtigt medie for børn og unge, der støtter dem i at danne og opretholde sociale fællesskaber.

Simultane dialoger

Resume af Carsten Jessen: ”Simultane dialoger”

Teksten ”Simultane dialoger” beskriver, hvordan de unge i dag benytter sig af nye kommunikationsmedier, især mobiltelefoner, chat eller e-mail, til at indgå i sociale relationer. De nye kommunikationsmedier muliggør, at de unge kan deltage i flere samtaler og fællesskaber samtidigt uafhængig af det fysiske rum og dets grænser. Det er f.eks. muligt for den unge samtidigt at kommunikere med sin ven i Norge via chat og afgøre et tidspunkt til at mødes med en anden ven om aftenen via SMS. Det, at de unge i dag synes til at kommunikere hele tiden kan virke forstyrrende i undervisningssituationer og virke som om de unge i dag ikke er i stand til at opbygge og vedligeholde sociale kontakter. Men tværtimod er netop denne stadige kommunikation udtryk for de unges ”evne til at skabe kontinuitet og sammenhæng i deres sociale relationer“. På grund af, at de unges hverdagsliv er præget af stadige skift i sociale relationer og fysiske rum, er de nye kommunikationsmedier med til at skabe sammenhæng i de forskellige sociale fællesskaber, idet de ”forvandler de adskilte sociale rum fra serielle til parallelle formationer“.
Denne udvikling i brug af kommunikationsmedier er en udfordring for uddannelsessystemet, mener Carsten Jessen. De unge føler en art "social klaustrofobi" i undervisningens socialt set lukkede rum, når de ikke får lov til at kommunikere. Det nytter altså ikke noget, at forbyde kommunikationsmedierne, men i stedet for at bryde med vaneforestillingerne om, at god undervisning kun kan finde sted i et socialt lukket rum.