Forskellen mellem ”den almindelige mening” og faglig begrundede opfattelser

”Den almindelig mening” som f.eks. avisartikler er skrevet af personer, som ikke er fagpersoner. Det er altså for det meste personer med anden faglig baggrund og ikke professionelle, der skriver disse artikler. Derfor bliver de nødt til at støtte sig til forskellige kilder. Der kan opstå en række fejlkilder ved f.eks. udvalget af kilderne, forståelse af disse, samt ved kildernes interpretation. Det kan ske, at kildens rigtighed ikke bliver efterlyst og at der ikke sættes spørgsmålstegn ved sandfærdigheden af disse. Desuden er det for læseren for det meste ikke tydelig, hvilke kilder, der blev brugt som informationsbaggrund.
Medierne (tv- og printmedier) udtrykker ofte en bestemt mening og dermed bliver temaet kun belyst ud fra én bestemt synsvinkel. Der bliver kun udvalgt kilder, der netop understreger denne mening og kilder med kontrapunktiske informationer bliver ikke inddraget. Ved hjælp af denne ”misbrug” af kilderne er det altså muligt at understrege en hvilken som helst mening, der ikke umiddelbart behøver at være sandfærdig.
Det er derfor vigtig for det pædagogiske arbejde, at pædagogen bruger faglitteratur og forskningsbaserede rapporter, da disse opbygger på fakta og sandfærdige informationer. Pædagogen har derved mulighed for selv at danne sig en mening på baggrund af disse informationer i stedet for bare at overtage meningen fra medierne. Når sådanne medier som avisartikler, tv-udsendelser m.m. skal bruges i det pædagogiske arbejde, er det vigtig, at forholde sig kritisk overfor kildeudvalget og eventuel selv at efterlyse kildernes rigtighed.

De faste deltager i mediepanikkerne

Deltagerne i mediepanikkerne er de voksne, især forældre, lærer og journalister. Det er som nævnt tv og printmedierne, der er faste deltagere. Disse har satset på én bestemt mand som kilde for deres artikler og udsendelser. Denne mand hedder Rudy Frederiksen og bliver ofte citeret som ”ekspert” og ”forsker”. Han er tidligere ’chat-konsulent’ ansat på Amtscenteret for Undervisning i Herning, men er uddannet tv-fotograf og har været ansat som video-lærer. Dvs. at han faktisk mangler faguddannelsen for at kunne udtale sig som en ekspert på området. På trods af det bliver han citeret af journalisterne uden at disse sætter spørgsmålstegn ved hans baggrund. Journalisterne har ukritisk og uden at have efterforsket kildernes rigtighed videregivet historier om Arto som ikke altid har været rigtige.
Man må altså være bevidst om som læser af artikler omkring Arto, at baggrunden af disse for det meste ikke er videnskabelig begrundet. Artiklernes kilde er ofte Rudy Frederiksen, som mangler den faglige uddannelse for at levere en videnskabelig funderet argumentation. Det vil ikke sige, at alt, der er blevet skrevet om Arto er forkert, men noget af det er ikke blevet rigtig efterlyst eller set ud fra en ensidig synsvinkel.

Medierne om Arto

Medierne har i de sidste år udgivet en hel masse om Arto. Det er hovedsagelig artikler i printmedierne men også tv-udsendelser, der beskæftiger sig med Arto og det på en meget kritisk og negativ måde. Der er opstået mediepanik om Arto. Man kan næsten ikke finde positive artikler, men i stedet støder man på overskrifter som ”Danmarks uhyggelige hjemmeside” (Jyllands-Posten, 02-06-05), ”Pædofile chatter med børn” (Jyllands-Posten, 25-08-05) eller ”Elever mobber hinanden på nettet” (Jyllands-Posten, 02-01-06).
Arto beskrives i medierne som et mødested, hvor børn og unge truer og mobber hinanden, hvor der bliver snakket om sex og hvor pædofile har mulighed for at træde i kontakt med børn og unge. Men det er ikke kun på Artos hjemmeside, hvor disse ting kan ske. Også i den fysiske reelle verden truer, slås, mobber og bagtaler børn og unge hinanden, de har mulighed for at tale om sex og er heller ikke sikker for pædofile.
Disse negative erfaringer udgør kun en meget lille del af artofællesskabet. På den anden side er der mange børn og unge, der er meget glade for Arto og som ikke har lavet negative erfaringer på nettet. Medierne har bare valgt at sætte fokus på denne forholdsvis lille negative del af mediet Arto.

Min mening om Arto

Arto er en hjemmeside på nettet, som danner et mødested især for børn og unge. Der er mulighed for at chatte med andre brugere, at fortælle en hel masse om sig selv på sin profil, oploade billeder og kommunikere med andre via postkasser. Desuden giver Arto mulighed for at oprette en blog, træde ind i klubber og spille spil. Det er et mødested, hvor børn og unge træffer deres venner i et virtuelt rum og hvor der er mulighed for at opbygge og opretholde venskaber. Arto udgør en vigtig del i de unges liv, idet de via Arto indgår i sociale fællesskaber og derved træder i kontakt med andre. Det er et sted, hvor børn og unge kan udvikle deres identitet.
Den negative side af Arto er, at profilerne er tilgængelige for enhver. Dvs. at enhver, også en pædofil voksen, har muligheden for at læse oplysningerne, der blev angivet af den unge som navn, alder, interesser osv. samt kigge på billederne, der blev oploadet. Enhver har desuden mulighed for at træde i kontakt med den unge. Positiv er, at minimumsalderen er 12 år og at minimumsalderen for samtaler omkring sex er 15 år. Desuden bliver de oploadede billeder kontrolleret af en Artomedarbejder, inden de offentliggøres.
Det er derfor vigtigt, at de unge ikke overlades Arto på egen fod. De har brug for oplysninger omkring misbrug og vejledning til at oprette en profil af en voksen. Men med denne støtte er Arto et godt og vigtigt medie for børn og unge, der støtter dem i at danne og opretholde sociale fællesskaber.

Iagttagelser

Iagttagelser - Hvad gør folk, når de taler i mobiltelefonen?

Jeg har for det første iagttaget flere forskellige måder at tage telefonen på. Folk siger ting som bare ”Ja?”, ”Hallo”, ”Hej, det er ... ” og så deres fornavn, ”Hej ...” og så navnet på den der ringer eller også bare et begejstret ”øhøh”. Det, at man for det meste kan se, hvem der ringer, gør, at folk tager telefonen på en mere uformel måde. Det, de siger, når de tager telefonen bliver tilpasset den person der ringer og det forhold de har til vedkommende.
En anden ting, jeg har iagttaget er, at folk taler højere i telefonen end når de taler til en person, de er i rum sammen med.
Folk taler næsten over det hele i mobiltelefoner. På gaden, i restauranter og caféer, i bussen, i butikker, når de står i kø i Brugsen og endda på gangene i sygehuset. Men der findes også steder, hvor jeg ikke kunne tænke mig, at nogen taler i mobiltelefonen. Det er stille, lukkede rum, i hvilke opmærksomheden skal rettes mod noget bestemt, som f.eks. i en undervisningssituation, en begravelse eller i et venterum hos lægen.

Mobile Medier - Mobile Unge

Christian Østergaard Madsen og Gitte Stald (Red): "Mobile Medier - Mobile Unge", III. Brugerdreven innovation – et spørgsmål om funktioner? Af Hans von Knut Skovfoged

Dette afsnit handler om, hvilke funktioner brugeren benytter i sin mobiltelefon. Mange af de nyudviklede funktioner som internettet, mms og lignende bliver næsten overhovedet ikke brugt, mens sms-funktionen er den mest brugte i mobiltelefonen. Det, at funktioner som internet, fotografi og spil ikke bliver udnyttet, skyldes deres lave kvalitet i forhold til computeren. Computeren er mere brugervenlig i repræsentation af komplekse indhold som billeder og video end mobiltelefonen er. Grunden til, at mms-er ikke bliver sendt så hyppige som sms-er er for det første prisen, de er for dyre, og for det andet er det for besværligt at skrive en MMS i forhold til dens virkning.
Som mobiltelefonens fordele nævnes dens mobilitet og dens mulighed for synkron og asynkron kommunikation. Mobiliteten er alligevel større end computerens pga. dens størrelse. ”De mest populære funktioner i mobiltelefonen er i rækkefølge: sms, samtale, vækkeur, telefonbog,
kalender, foto, billedbeskeder, spil etc.“ (s. 36) At sms-er (asynkron kommunikation) er mere populære end samtalen (synkron kommunikation) skyldes, at man kan skrive når det passer én, f.eks. i frikvarteret.
Sammenfattende kan siges: ”Mobilens brugerflade opfordrer til synkron/asynkron og mobil brug, men hæmmes af problemer med repræsentation af kompleks information.“ (s.32)


Christian Østergaard Madsen og Gitte Stald (Red): "Mobile Medier - Mobile Unge", V. Normativitet. Af Troels Fibæk Bertel

Afsnit 5 handler om normer, man skal holde sig til, når man bruger sin mobiltelefon i det offentlige rum eller i sin familie- og vennekreds. Man kan derved blive forstyrret af det mekaniske udtryk og det betydningsbærende indhold. Det mekaniske udtryk er det sansemæssige, det man kan høre, f.eks. lyden af en telefons ringen. Når man føler sig forstyrret af det betydningsbærende indhold, bliver man generet intellektuelt eller følelsesmæssig af samtalens indhold, f.eks. af intimt indhold. De fleste personer føler sig dog generet af det mekaniske udtryk.
Når man er sammen med sin familie eller venner findes der også normer til, hvornår man må benytte mobiltelefonen. Derved er der en forskel, om man holder en samtale eller skriver en sms. ”Forskellen består i, at brug af SMS i højere grad end samtale kan fungere som en sideaktivitet. Det vil sige, at det opleves som muligt at SMSse og stadig bevare kontakten til den fysiske sociale situation, man befinder sig i. En mobil samtale vil i højere grad kræve en investering af opmærksomhed og derved fjerne fokus fra den fysiske situation.“ (s. 49)
I hvilke situationer man må benytte mobiltelefonen er afhængig af, hvor meget nærvær der kræves af de personer, man er sammen med. Når man f.eks. sidder sammen i en spisesituation med forældre eller venner, kræver disse mere nærvær end når man er på en stor fest. ”Det er således generelt mere legalt at benytte mobilen, jo mindre kravet om nærvær er.” (s. 49)

Mediekultur

Resume af ”Mediekultur” af Helen Arvad Clemensen og Lis Faurholt i Mogens Sørensen(Red): Dansk, kultur og kommunikation. Et pædagogisk perspektiv, Akademisk Forlag 2007

Kapitlet Mediekultur i bogen Dansk, kultur og kommunikation har til formål ”at kvalificere og professionalisere de holdninger, pædagoger har til børns og unges mediebrug” (s. 308). Det vil sige, at kapitlet henvender sig direkte til pædagoger og pædagogstuderende. Først beskrives medieudviklingen fra at være massemedier, hvor brugeren er udelukkende modtager til interaktive medier, hvor brugerne er medproducenter. Der er altså ”sket et paradigmeskift i forholdet mellem afsender og modtager”(s. 309). Mediebrugeren er altså med til at producere medierne, således at skelnet mellem afsender og modtager er ophævet.
Det er især børn og unge, der beskæftiger sig med de nye medier, mens de voksne ofte er bekymret over de nye mediers eventuelle skadelig virkning. Der opstår mediepanikker overfor de nye medier, hvilke indirekte afspejler en kulturkamp mellem generationerne. Mediepanikkerne opstår, fordi de voksne ikke afprøver og anvender de nye medier ligesom børn og unge gør det. Derfor er det vigtig, at de voksne også sætter fokus på mediernes sociale fællesskaber. Et splatter-computerspil, mobiltelefonen og internettet har især betydning for børn og unge, fordi der bag disse medier ligger et fællesskab, som barnet/den unge indgår i. ”Voksne, der ikke selv deltager i internetbaserede fællesskaber, men udelukkende anvender internettet som er stort opslagsværk, kan vanskelig sætte sig ind i dets sociale muligheder”(s. 313).
At kende og kunne anvende de nye medier er især vigtige for pædagoger, ”dels for at sikre alle børn lige vilkår, dels for at sikre, at alle børnene bliver aktive og kreative computer- og internetbrugere.” (s. 316) Dvs., at pædagogens opgave er, ”at sikre en kreativ anvendelse af computeren.” (s. 316)
For at pædagogstuderende får erfaringer med mediebaserede fællesskaber, handler andet afsnit i kapitlet om brug af forskellige medier og teknologier som Delicious, Flickr, Weblogs og Bloglines samt opgaver, i hvilke den studerende bliver bedt om at anvende disse medier og teknologier. Derved får den studerende et omfattende overblik over de forskellige mediebaserede fællesskaber på nettet, samtidig med at han/hun laver erfaringer med disse ved at løse opgaverne.

Simultane dialoger

Resume af Carsten Jessen: ”Simultane dialoger”

Teksten ”Simultane dialoger” beskriver, hvordan de unge i dag benytter sig af nye kommunikationsmedier, især mobiltelefoner, chat eller e-mail, til at indgå i sociale relationer. De nye kommunikationsmedier muliggør, at de unge kan deltage i flere samtaler og fællesskaber samtidigt uafhængig af det fysiske rum og dets grænser. Det er f.eks. muligt for den unge samtidigt at kommunikere med sin ven i Norge via chat og afgøre et tidspunkt til at mødes med en anden ven om aftenen via SMS. Det, at de unge i dag synes til at kommunikere hele tiden kan virke forstyrrende i undervisningssituationer og virke som om de unge i dag ikke er i stand til at opbygge og vedligeholde sociale kontakter. Men tværtimod er netop denne stadige kommunikation udtryk for de unges ”evne til at skabe kontinuitet og sammenhæng i deres sociale relationer“. På grund af, at de unges hverdagsliv er præget af stadige skift i sociale relationer og fysiske rum, er de nye kommunikationsmedier med til at skabe sammenhæng i de forskellige sociale fællesskaber, idet de ”forvandler de adskilte sociale rum fra serielle til parallelle formationer“.
Denne udvikling i brug af kommunikationsmedier er en udfordring for uddannelsessystemet, mener Carsten Jessen. De unge føler en art "social klaustrofobi" i undervisningens socialt set lukkede rum, når de ikke får lov til at kommunikere. Det nytter altså ikke noget, at forbyde kommunikationsmedierne, men i stedet for at bryde med vaneforestillingerne om, at god undervisning kun kan finde sted i et socialt lukket rum.

Telefonen - et tyrannisk medie

Resume af Emma Gad: "Takt og Tone. Hvordan vi omgås.", ottende afsnit: Livet udenfor hjemmet.

Afsnittet handler om, hvordan man skal forholde sig, når man taler i telefonen, om telefonhøflighed. Da teksten er fra 1918 er telefonen et nyt medie, som bliver beskrevet som et tyrannisk men uundværlig hjælpemiddel. Teksten går ind på, hvordan man skal forholde sig, når man ringer til nogen. Man skal altid være venlig overfor telefondamen og den man snakker med. Desuden skal man spørge, om det er den rigtige, man blev forbundet med. Derefter nævner man sit navn og beder efter den person i huset, man ønsker at tale til. Det er desuden vigtigt, at man altid får afsluttet telefonsamtalen, selvom man bliver afbrudt.
Der gives i teksten endvidere gode råd til, hvordan man skal forholde sig, når telefonen ringer, mens man har besøg. Det er vigtigt, at man bedes undskyldes af sin gæst og siger til den, der ringer, at han bedes ringe op senere, fordi man har besøg. Det er i høj grad uhøfligt at holde en lang telefonsamtale, når man har gæster.
Afsluttende giver teksten et råd til, hvordan man kan få afsluttet en telefonsamtale med en, der er uafrystelig. I dette tilfælde må man gerne med små mellemrum trykke let på gaflen, så strømmen afbrydes og sige, at telefonapparatet vist nok ikke er i orden.